DIG OG DIN RYGSÆK

Hvad har du i ”rygsækken”?

Hvad er det, der gør os til dem, vi er? Man taler om arv og miljø, og hvad det første angår, så kan man dele det i den arv, vi har med os fra vores forældre, og den arv, vi har med os i vores biologi.

Biologien

Vi har jo i vores hjerne en meget gammel del, som hedder krybdyrhjernen, og en nyere del, som hedder pattedyrhjernen. Begge dele har med henblik på vores individuelle og artens overlevelse placeret nogle programmer i os, som sætter i gang helt automatisk. Vi er med vores frontallap (som mennesket har for sig selv) kun i begrænset i stand til at hæmme og tøjle denne automatik. F.eks. vil krybdyrhjernen sikre, at vi reagerer lynhurtigt over for farer, - og pattedyrhjernen vil sørge for vores tilknytning til ”flokken”.

Arven fra vores forældre

Der var biologien. Så er der arven fra forældre, som generne bestemmer over. Der er selvfølgelig udseende og evner og måder at være på, som vi må acceptere at bære videre i slægten, - men der er også særlige styrker og skrøbeligheder, der går igen. Man kan tale om sårbarhed og disponering både hvad angår fysiske og psykiske egenskaber. Psykisk kan vi f.eks. have arvet et lavt stemningsleje, et højt alarmberedskab, bekymringstendens, opmærksomhedsforstyrrelse osv.

Miljøet

Hvad så med ”miljøet” - det vil sige alt det, som vi udsættes for under opvæksten? – Man kan også her tale om programmering. Vi har fra starten helt naturligt fokus på overlevelsen. Man taler om en ”behovspyramide”, som straks sætter dagsordenen. Det drejer sig om de basale behov såsom føde, søvn og sikkerhed, men da dækning af disse behov for det totalt forsvarsløse og afhængige menneskebarn er tæt forbundet med morens tilstedeværelse og omsorg, er laget over det basale behov, nemlig det sociale behov snart aktivt.

Tilknytning i barndom skaber kerneantagelser for livet

Barnet lærer hurtigt at indrette sit kropssprog og adfærd, så det afgørende behov for tilknytning tilgodeses. Barnet lærer noget om sig selv i forhold til moren – og senere andre mennesker i det hele taget – og verden som sådan. Barnet lærer nogle ”kerneantagelser”, som kan ses som en slags programmering, som barnet tager med sig ind i voksenlivet. Når selvværdet er højt, er det pga. en programmering, der hedder ”jeg er værdifuld”. Når selvtilliden er høj, hedder programmeringen ”Jeg dur til noget, jeg kan klare mig”. Når tilliden til andre er høj, hedder programmeringen ”Jeg kan stole på andre”. Når optimismen er der, kan programmeringen hedde: ”Verden er et godt sted at være”.

Den negative spiral i din rygsæk

Når kerneantagelserne er negative, har det negativ indflydelse på alle aspekter af livet. Det belaster det sociale liv – såvel forhold til venner, kolleger, kærester og ægtefæller, - og det belaster det psykiske liv, - humøret, selvværdet, robustheden osv.. Med en positiv opvækst kan negativ arv fra såvel forældre som biologi ofte rummes og håndteres, men med en negativ programmering fra opvæksten kan arv og miljø indgå i en negativ spiral med hinanden og føre til magtesløshed, sygdom og måske misbrug.

Jo mere dette er din virkelighed, jo mere magtesløs vil du føle dig, og jo mere behov for hjælp har du. Det kan være, at din tilstand har det så skidt, at hjælpen skal starte i psykiatrien, som hurtigt med medicin kan regulere tilstanden. Måske løses problemet ikke, men i bedste fald kan medicinen – ikke blot lette tilstanden, - men frigøre ressourcer til netop at arbejde med de bagvedliggende og aktuelle stressudløsere.

Læs om vejen fra negativ til positiv spiral her: MIN TERAPI